Krav om højst halvt fyldte fjernbusser

Med ny bekendtgørelse bliver det et krav til fjernbusserne, at de højst må køre med halvdelen af sæderne fyldt.

Genrefoto af vejtrafik
Foto: Ulrik Jantzen

06. januar 2021

Med sundhedsmyndighedernes nye anbefaling om at holde mere afstand i det offentlige rum er det nødvendigt med et loft over antallet af passagerer i den kollektive transport.

Derfor har Transport- og Boligministeriet bedt de offentlige trafikvirksomheder om at medtage så få passagerer, at passagererne ikke behøver at sidde direkte ved siden af hinanden eller direkte over for andre passagerer.

Med en ny bekendtgørelse bliver det slået fast, at kravet også gælder for fjernbusserne.

- Vi så desværre i foråret, at enkelte fjernbusselskaber ikke levede op til anbefalingerne om af sikre afstand i busser. Det måtte vi så stoppe med en bekendtgørelse, og for at der ikke skal opstå nogen tvivl om alvoren i den nuværende nedlukning, siger vi med det samme, at det er et krav, at busselskaberne på intet tidspunkt kører med mere end halvt så mange passagerer, som bussen har siddepladser til, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Bekendtgørelsen gælder fra 7. januar til og med den 17. januar. Overtrædelser kan betyde, at busselskaberne får deres tilladelser midlertidigt inddraget.